FIND DINE LYDBEHOV
Af Asbjørn Andersen, Epic Sound ApS
Kontakt • Følg på Twitter • Epic Sound på Facebook
Det kan være svært at få overblik over hvad man skal bruge, når man planlægger lydsiden til en produktion. Her er en guide der kan hjælpe dig til at finde ud af hvad du skal bruge.
Forestil dig en film uden musik, et computerspil uden lydeffekter eller en dokumentar uden voiceover. Det vil føles som om der mangler noget! Ofte tænker man ikke over lydsiden i en produktion, men du ville helt sikkert bemærke det hvis den manglede.
Derfor er musik, lyddesign og stemmer væsentlige elementer i din produktion, og de er med til at underbygge og forstærke den oplevelse og stemning, du vil ramme.
Jeg har med denne guide forsøgt at udpege nogle ting som du især skal være opmærksom på når det kommer til planlægningen af lydsiden. Og skulle du være i tvivl om noget i denne guide, så er du meget velkommen til at spørge mig til råds om dine konkrete behov.
Skal du bruge musik?
Musik er et fantastisk værktøj til at fremkalde følelser, opbygge en stemning og underbygge en handling. Der er utrolig mange måder at bruge musik på, så overvej følgende:
* Hvilken genre er du ude efter?
En god måde at finde den rette genre på, er at gøre brug af referencemusik. Referencemusik er et eksisterende musikstykke, som kan bruges som pejlemærke i forhold til en stemning eller stilart.
For mere information om referencemusik og hvordan det kan bruges, vil jeg anbefale at du læser artiklen hedder
"Ram plet med referencemusik" .
* Hvad er musikkens formål?
Musik kan bruges i et utal af sammenhænge, så overvej hvor den kan underbygge oplevelsen eller funktionaliteten i din produktion.
Skal din produktion eksempelvis have en jingle eller tema, der binder det hele sammen? Et velkomponeret tema kan fremhæve din produktion og styrke genkendeligheden.
Vil du anspore brugeren til at foretage et bestemt valg eller fremhæve en bestemt stemning? Det er endnu et område hvor musik kan være praktisk.
Eller måske skal du simpelthen bare bruge uforstyrrende baggrundsmusik der giver en behagelig brugeroplevelse.
* Hvor mange numre skal du bruge?
Gennemgå din produktion og overvej, hvor der skal bruges musik. Oplagte områder er indledningen/præsentationen af dit indhold, brugerfladen, animationer, klip og andre steder, hvor du vil ramme en bestemt stemning. Tæl antallet af steder sammen, hvor musik vil være relevant, for at få et overblik over hvor mange numre du skal bruge.
* Hvor langt skal hvert nummer være?
Det er let at finde ud af hvad angår musik der skal bruges sammen med levende billeder. Læg længden af alle scener sammen for at få et overblik over den samlede længde.
Til interface-elementer og lignende kan det være en fordel at bruge loops af 1-2 minutters varighed. Det afhænger helt af hvor langt tid brugeren befinder sig det pågældende sted.
Jingles og lydloger kan være meget korte. De behøver sjældent at være mere end 3-5 sekunder for at være genkendelige.
Til baggrundsmusik skal du bruge numre, der skaber en stemning uden at virke anmassende eller distraherende. Som en tommelfingerregel bør musikken være minimum 1-2 minutter for at undgå at den bliver ensformig.
Skal du bruge lyddesign?
Lyddesign er et vigtigt redskab til at skabe et troværdigt muljø. Det kan underbygge en en scene eller hændelse, rette brugerens fokus mod bestemte områder og endda bruges til at ændre hele oplevelsen af din produktion.
Her er et par ting du kan overveje, når du skal finde ud af hvad du skal bruge af lyddesign:
*Skal du bruge et komplet soundscape eller enkeltlyde?
Et soundscape er et komplet lydmix der kan indeholde både reallyd og tilføjede effekter. Det kan skabes fra bunden eller baseres på eksisterende optagelser, og kan tilpasses så det fuldkommen passer til det lydunivers, du gerne vil have din bruger til at opleve.
Et komplet soundscape er bedst egnet til scener med en fast længde og struktur. Soundscapes laves på minutbasis, så sammentæl længden af de scener, hvor der skal bruges lyddesign for at få overblik over, hvor meget du skal bruge.
Enkeltlydeffekter bruges når lydene afspilles ved brugerinput, eller hvis du selv vil implementere og lydene. Notér hvert enkelt sted i din produktion hvor der er behov for en lydeffekt, og giv listen til din lyddesigner.
Vær især opmærksom på lyde der gentages - her er det ofte en idé at have alternative udgaver, så man undgår at trætte brugeren med den samme lyd, der gentages igen og igen.
Hvis du synes det er svært at finde ud af præcis hvor der skal bruges lydeffekter, så spørg din lyddesigner til råds.
* Hvilket lydmiljø vil du have?
Lydeffekter og soundscapes kan bruges til at skabe stort set enhver form for lydmiljø. Overvej om du vil have et realistisk lydmiljø, eller om der er bestemte elementer, handlinger, stemninger eller udtryk, du vil have fremhævet.
Giv også lyddesigneren besked om det den overordnede stemning, du er ude efter.
Skal du bruge stemmer til din produktion?
Stemmer er - ikke overraskende - en glimrende måde at til at kommunikere dit budskab ud til brugeren og til at give din produktion personlighed. Her et par ting du bør overveje når du planlægger stemmedelen af din produktion:
* Hvilken type stemmer er du ude efter?
Til voice-over projekter skal du finde en stemmetype der passer til din målgruppe.
Overvej om stemmeskuespilleren skal være mand eller kvinde og tilhøre en bestemt aldersgruppe. Der findes et hav af forskellige stemmer, så hør eksempler på mulige stemmer inden du træffer dit valg.
Til karakterstemmer bør du gå efter let genkendelige stemmer. Giv stemmeskuespilleren billeder, skitser, filmklip eller andet af den karakter, han/hun skal spille - det gør det lettere for skuespilleren at ramme den rette tone. Når du har fundet den rette skuespiller til din karakter, så husk at have vedkommende i tankerne til evt. kommende projekter med den samme karakter. Det sikrer at din karakter lyder ens i alle dine produktioner.
Hvor mange stemmeskuespillere skal du bruge?
Antallet af skuespillere, du skal bruge i en given produktion, afhænger af antallet af karakterer i dit manuskript. Stemmeskuespillere kan ofte lægge stemme til flere forskellige karakterer, så giv din stemmeleverandør en liste med karakterer for at få overblik over hvor mange stemmeskuespillere, der skal bruges.
Hvordan skal dit budskab leveres?
Overveje hvordan dit budskab skal leveres. Skal det eksempelvis være:
* Alvorligt
* Muntert
* Energisk
* Afslappet
* Dystert
* Monotont
* Behageligt
… eller noget helt andet? Det afhænger helt af din produktion, dit manuskript og din målgruppe.
Hvordan er dit manuskript?
Er dit budskab eller dialog skrevet i en stil der er egnet til at blive læst op? Hvis din tekst ikke er skrevet til at blive læst op, bør du få den tilrettet. Få fat i en tekstforfatter eller tilpas den selv. Hvis det ikke ordnes inden indspilningen, kan du ende med stemmer som lyder utroværdige og kedelige.
Skal din produktion tilpasses flere markeder?
Hvis din produktion er rettet mod brugere i flere forskellige lande, kan det være en stor fordel at lave landespecifikke udgaver. Hvad angår lyden betyder det, at dit originalmanuskript skal oversættes, of at der skal hyres stemmeskuespillere der taler de pågældende sprog. Det kan være sin sag at få på plads hvis du skal bruge mange stemmeskuespillere, så tag kontakt til en stemmeleverandør omkring det. Firmaer som Epic Sound leverer komplette løsninger, hvor vi leverer både oversættelser, sørger for casting af skuespillere og står for indspilningen og efterbehandlingen.
Jeg håber du kunne bruge denne guide til at få overblik over hvad du skal bruge til din lydside. Da der kan være stor forskel på behovene til en specifik produktion, har du sandsynligvis spørgsmål, der ikke er blevet besvaret i denne guide. I så fald er du meget velkommen til at
kontakte os her i Epic Sound med dine specifikke behov.
Har du kommentarer til denne guide, så sig endelig til!
Om Asbjørn Andersen
Asbjørn Andersen er medstifter af Epic Sound, et lydproduktionsfirma der leverer musik, lyddesign og stemmer til en lang række medier. Sammen med kollegerne i Epic Sound har han leveret lyd til brands som Coca-Cola, Disney, Stimorol og mange flere.
Kontakt • Følg på Twitter • Epic Sound på Facebook